Brevstem til valget!


Er du ikke hjemme d. 21. november? Så er det vigtigt du brevstemmer til kommunalvalget. Det danske demokrati har brug for din stemme, ellers repræsenterer byrådet ikke Aalborgs borgere.

Selv er jeg fraværende d. 21. november, derfor går jeg d. 11. oktober på biblioteket og stemmer. Jeg er ikke hjemme, fordi jeg er på øvelse med forsvaret. Måske er du ude at rejse – business or pleasure – måske er du på konference i København, eller måske har du 24-timers vagt som du ikke kan smutte fra. Uanset hvad, så kan du allerede nu tager på biblioteket eller borgerservice og sætte dit kryds.

Når du kommer hjem efter valget, fra arbejde eller rejse, da vil det værre for sent at gøre noget. Kandidaten du ville sætte dit kryds på blev måske ikke valgt ind. Måske havde dit kryds været det afgørende? Du kan brevstemme frem til d. 17. november, så der er tid til at sætte sig ind i partiernes og kandidaternes holdninger.

Nordjyske undersøgte hvorfor folk ikke vil stemme. Estimeret vil 2.500 ikke stemme fordi de tror det ikke har indflydelse på valgets udfald og 8.800 gider simpelthen ikke stemme. Jeg vil med et tankeeksperiment bare pointere, at de 2.500 stemmer alene kan få mig i byrådet. De 8.800 ekstra stemmer til Konservative vil gøre partiet til det tredje største i Aalborg byråd. Din stemme betyder noget.

Jeg vil da gerne have du stemmer på mig, for det gør jeg. Men tag et oplyst valg og stem på en du tror på kan ændre Aalborg til det bedre.