Mobil i bilen skal give klip!

Alt for mange bruger deres mobiltelefon under kørsel i bil. Det er for dårligt, for vi har de seneste år gjort store fremskridt inden for trafiksikkerhed, og nu opfinder vi så en ny farlig parameter. Straffen for anvendelse af håndholdt mobiltelefon skal op, den skal være 2.000 kr. og et klip i kørekortet.

D. 11. september kunne DR fremlægge over 100 eksempler på, at folk filmer mens de kører bil. Samtlige videoer var fundet et åbent sted på Snapchat, og de viser derfor kun en fraktion af problemet. I virkeligheden ser man mange mennesker bruge deres mobiltelefon til alt muligt. Den kan være i skødet til en sms eller over rattet til en video. Uanset hvad er det farligt, og jeg håber vi kan vende stemningen, så vi fremadrettet kører sikkert.

Trafiksikkerhed er selvklart et vigtigt emne, for i dagens Danmark kommer vi ingen vegne, hvis ikke det er på vejene. Det har længe været kendt, at alkohol, hastighed og brug af sikkerhedssele var tre vigtige spillere i trafiksikkerheden. I sær spirituskørsel er i dag underlagt strenge straffe og social intolerance. Ved overtrædelse får man i værste fald en bøde på størrelse med to månedsløn før skat, ubetinget frakendelse af kørekortet i to år, beslaglagt køretøjet og fængselsstraf. Det er en strafsum der efterlader et indtryk. Hastighed straffes noget mildere, men kan sagtens føre til frakendelse af kørekortet ved første forseelse. At folk i dag bruger sikkerhedsselen mere og mere, skyldes formentlig kampagner, og det faktum at forældre er pålagt at give deres børn sele på. Kører du med børn, der ikke har sele på får du et klip i kørekortet og en bøde på 2.000 kr.

Uopmærksomhed har hele tiden været et lille punkt i trafiksikkerheden – lille set i forhold til alkohol, hastighed og sikkerhedssele. Uopmærksomhed betyder i bund og grund, at mand laver noget andet end at køre bil. Det kan være at lægge makeup inden et møde, tørre forruden af med en klud, læse dagens avis på vej til arbejde eller noget helt fjerde. Ting man ikke skal lave når man kører bil. Heldigvis har disse ting ikke haft den store tiltrækningskraft på os, og det er de færreste der har gjort det. Men langsomt er mobiltelefonen blevet tættere og tættere knyttet til os. Når der er en ledig stund, så kan telefonen lige tages frem. Når kæresten går i en butik i gågaden, på toilettet, når der reklamer i fjernsynet eller måske når man er alene i bilen. Man skal bare lige kigge, sende en besked eller tage en selfie. Men føreren skal være mobilfri under kørsel! Det er ens egen og andres sikkerhed man sætter på spil. Med hovedet i mobilen trækkes opmærksomheden fra de andre metalkasser ude på den anden side af forruden. I en situation hvor man skal kunne reagere på et splitsekund, vælger man lige at kigge på en lille lysende firkant. Det blå skær tiltrækker ens blik som en magnet tiltrækker jern. Der er helt sikkert psykologer og sociologer der kan sige kloge ting om fænomenet. Men i bilen er kun én klog ting at sige. Læg telefonen i lommen, og hvis du ikke kan styre det, så smid den i handskerummet eller bagagerummet!

Engang var det ikke ulovligt at bruge mobiltelefon under kørsel, af den simple årsag at den ikke var opfundet. I dag giver det en bøde på 1.500 kr. at bruge håndholdt mobiltelefon – ikke andet. Jeg mener bestemt brugen af mobiltelefon skal give et klip i kørekortet, og bøden skal samtidig hæves til 2.000 kr. Det er tilsvarende bøden for ikke at sikre børns sikkerhed med en sikkerhedssele. For det er nemlig ikke kun en selv man udsætter for fare, når man finder mobiltelefonen frem, det er også os andre. Så lad mobilen ligge, og lad os køre bil når vi kører bil.