Vejgaard Boldspilklub mangler en kunstgræsbane

Vejgaard Bolspilkub - F.C. Skanderborg. Stemningsbillede efter scoring til 2-1.

Vejgaard Boldspilklub – F.C. Skanderborg. Stemningsbillede efter scoring til 2-1.

Foranlediget af mit Facebookopslag d. 11. september, skrev Søren Svendsen fra Vejgaard Boldspilklub til mig. Det lå Søren på sinde, at de i VB ikke har en kunstgræsbane. Det opdagede jeg på min tur rundt til fodboldklubber i området omkring Gug Boldklub. En kunstgræsbane er en stor investering, og det er let at sige: “Det er for dårligt alle andre har en, når vi ikke har!” Men sådan er Søren og VB slet ikke. De har set en win-win-situation mellem dem og Aalborg Kommune, nu er det med at gribe chancen for begge parter.

Søren inviterede mig til at se VB mod F.C. Skanderborg. En kamp, der var stærkt påvirket af en overraskende vind fra sydøst. Det østjyske hold er formentlig ikke vant til de nordjyske vinde, så efter en stærk første halveg skulle de spille i kraftig modvind. Vinden tog pusten fra Skanderborg, og VB fandt et niveau frem, der sikrede dem en sikker 2-1-sejr.

Alt imens stod Søren og jeg og snakkede om medlemstal, kunstgræsbane, finansiering, investering, ombygning og frivilligt arbejde – alt sammen foreningsliv i bedste velgående. VB er et lysende eksempel på hvorfor frivilligt arbejde, sammenhold og tillid til hinanden er stærke drivkræfter i Danmark. VB har vist, at de kan skaffe penge til vigtige projekter, ikke mindst deres nye Trapbune må siges at være inspirerende for de andre Aalborgklubber. Her bindes klubhuset sammen med opvisningsbanen af en flot terrasse/tribune, hvor tilskuere kan nyde den lokale klubs fodboldhold.

Mest af alt faldt snakken på kunstgræs til Vejgaard – Aalborgs næstbedste klub med et herrehold i Danmarksserien og et damehold i Kvindeserien. VB har tidligere talt med kommunen om muligheden for at få en kunstgræsbane. Sådan et anlæg er en stor investering, og det kræver normalt at klubben selv finansierer noget af anlægget. VB tilbød at afgive deres baner på Øster Sundby Vej imod at kommunen anlagde en kunstgræsbane på VB’s område på Sofievej. Jeg talte også med Pernille, medlem af VB’s forretningsudvalg, der forklarede, at denne handel netto havde givet overskud for kommunen. Der var altså tale om en win-win-situation. Hvorfor planen blev droppet er ikke til at sige, men der er ingen kunstgræsbane i Vejgaard, og de har stadig en meget opdelt træningsfacilitet. På grund af græssets holdbarhed er banerne lukket seks måneder om året, og det påbud overholder VB. At VB kan tage så gode resultater med hjem til Aalborg, er ikke pga. vilkårene, men må være den lokale vilje, der er i klubben.

Med 700 aktive medlemmer i VB bør klubben være stor nok til at have sin egen kunstgræsbane. Jeg proklamerede tidligere, at der er afsat to millioner kroner i de kommende budgetter til anlæggelse af sådanne anlæg, og når klubben er villig til at afgive meget attraktive grunde til kommunen, så er det med at slå til. Alt efter politisk interesse kan området omkring Øster Sundby Vej blive til et grønt område eller parcelhusområde, men det er noget værd for borgerne i Aalborg. Det er også noget værd for VB, at have deres baner samlet og få et kunstgræsanlæg. Kommunen skal slå til.

VB var i dialog med kommunen i 2011, derfor er datidens analyser ikke længere tidssvarende. Jeg vil være med til at lave en tidssvarende analyse af hvad der giver mest mening for kommunen og VB at lave af aftale. VB skal have en kunstgræsbane, og Aalborg Kommune skal have nogle attraktive grunde. Det er en byttehandel som VB’s forretningsudvalg er interesseret i, og som Aalborg Kommune umiddelbart bør være interesseret i.