Beskæftigelsesudvalget

I Beskæftigelsesudvalget sidder de med opfølgning på sygedagpenge – og nu kommer du til at mærke at jeg er soldat. Jeg er Soldat med stort S, både fordi jeg stadig er tjenestegørende, men også fordi soldater gør det vi alle skal være taknemmelige for. Soldater står klar, de ved ikke altid til hvad, men de ved hvad det kan koste dem. Danske soldater har kæmpet for konger, ved siden af konger og nu for politikere. Målet har ALTID været det samme, at værne om Danmark og Danmarks frihed.

I moderne tider er soldater dem, der sikrer demokrati udenlands, for at fremme fred. Fred der skal fjerne trusler for Danmarks sikkerhed. Soldater kæmper for dig – men det ved du.

Nu sidder nogle soldater med et mørkt sind. De har set noget ingen mennesker bør se. Nogle har gjort ting, der for andre er ulovlige. De fjernes fra det sikre Danmark, og de gør det beskidte arbejde, så vi andre kan nyde vores frihed. Vi kan tale frit – nogle tillader sig endda at tale grimt om disse soldater. Tro mig, det gør ondt på os, og vi har svært ved at forstå, at vi er koldblodige mordere. Vi indsættes for ytringsfrihed, lighed uanset baggrund og demokrati – vi indsættes mod tyranni, grusomhed og menneskejagt.

Det var et sidespring, der tydeligt viser hvilke følelser, der er i spil. Derfor skal vores soldater med et mørkt sind også hjælpes på allerbedste måde. De skal have ro til at komme tilbage igen. Mens soldaterne får hjælp til at håndtere deres PTSD i Aarhus eller Aalborg skal de have ro. De skal ikke stresses rundt i jobafprøvning, men skal være i tæt dialog med deres socialrådgiver og Aalborgs veterankoordinator. Vores veteraner fortjener hjælp, for de yder den vigtigste velfærd – nemlig sikkerhed.

#værdatkæmpefor