Magistraten

Hvis jeg kommer i magistraten har det været et ualmindeligt godt valg for mig personligt. Jeg synes ikke jeg er uambitiøs, når jeg siger, at jeg ikke regner med at lande en rådmandspost som førstegangsopstiller. Men jeg vil da alligevel drømme mig ind i magistraten i dette indlæg.

Jeg kunne sagtens skrive om hvordan jeg vil samarbejde med borgmesteren og de andre rådmænd. Men jeg vil i stedet give jer noget håndgribeligt, der kan ændres under magistratens ansvarsområde. Magistraten sidder på kommunens lønafdeling.

Du er ikke den eneste der er træt af at høre om mange og store fratrædelsesordninger – nogle gange endda hvor chefer/direktører ikke fratræder. Det er resultatet af aftaler indgået mellem chefer/direktører og kommuner.
Vi skal ikke afskaffe aftrædelsesordninger, men de skal give mening. Kommunen må ikke ødsle pengene væk, heller ikke til chefer og direktører.

Jeg forstår behovet for at lave åremålsansættelser af nogle ledere. Hvis det er nødvendigt at have ledere fastholdt i en bestemt periode bør åremålsbonusser også være et tilgængeligt middel. Men der skal i mindre grad ødsles med fratrædelsesbonusser til ledere, der selv siger op eller måske endda fyres – måske endda bare fortsætter. Der bør være en helt særlig grund til, at personer tildeles åremålskontrakter.

Jeg taler ikke for, at vi skal aflønne vores ledere dårligt. Hvis vi ikke vil betale for gode ledere i kommunen, så får vi dem heller ikke. Men da Jyllands-Posten for nyligt bragte historien om, at affaldschef Ivar Green-Paulsen havde fået fire aftrædelsesbonusser inden sin pension bekræftes jeg i, at der skal gøres noget. Det er ikke sikkert at åremålssystemet udnyttes så slemt i Aalborg, men jeg vil være sikker på, at det ikke gør.