800 år med dannebrog

Hvor omdiskuteret datoen og året end er, så er det i dag vi fejrer 800-års dag for dannebrog. Dannebrog faldt fra himlen og gav kong Valdemar sejr i Lyndanisse, Estland. Vigtigst er dog, at den røde dug med det hvide kors har kunne samle danskerne. Når vi ser dannebrog ser vi et tydeligt symbol på sammenholdet i Danmark. Vi ser symbolet på det vi kan kæmpe for og det vi kæmper for.

Når dannebrog vajer i toppen af en flagstang er man sikker på, at der er nogle der har en god dag. Det kan være en student, en fødselar, et brudepar, ja stort set alt kan fejres med dannebrog til tops. Nationale mærkedage kan også fejres af hele flagstangsparken i Danmark, med et rødt/hvidt tæppe i vores villakvarterer. Dannebrog samler os både når vi flager i fællesskab eller når vi flager for en enkelt. Dannebrog handler det ikke om forskelle, men om ligheder. Det er symbolet for hvad vi alle gerne vil. Siden 1219 har danskere kunne se stolt på det rød/hvide flag. Siden dengang blev Holger Danske introduceret i litteraturen, Saxo har skrevet den første Danmarkshistorie, der har været pestpandemi, dronning Margrete I lavede Kalmarunionen, Amerika blevet opdaget, Luther introducerede reformationen og grevens fejde cementerede den i Danmark, enevælden blev indført, Christiansborg og Amalienborg blev bygget, USA blev uafhængige, stavnsbåndet blev ophævet, Frankrig halshuggede deres konge, Danmark fik sin grundlov og Darwin skrev Arternes oprindelse, de Grundtvig-Koldske friskoler flød frem, to verdenskrige udbrød samt EU og NATO oprettes. Igennem alt det og meget mere har danskerne kunne flage med dannebrog – det ældst bevarede nationalflag. Tag ikke fejl af, hvor stor betydning det har for os som befolkning at have et så folkekært nationalsymbol.

Dannebrog må aldrig blive et udtryk for ordbogens betydning af nationalisme: ”stærk eller overdreven nationalfølelse, ofte forbundet med en nedvurdering … af andre nationer.” Nej dannebrog skal give en følelse af patriotisme: ”samhørighedsfølelse, stolthed og loyal adfærd i forhold til det land hvor man er borger.” Vi må gerne være uenige om, hvad der er bedst for Danmark. Men dannebrog er et lysende symbol på, at selvom vi måske har forskellige midler, så prøver vi at opnå det samme: Et godt, stærkt Danmark vi kan være stolte af. Derfor skal dannebrog vaje i dag – og ved enhver anden lejlighed.