Hvorfor nervegas er så frygteligt, og selvfølgelig skal fordømmes

Nervegasser er dødbringende kemiske kampstoffer. Deres historiske rødder går tilbage før 2. Verdenskrig, men vi har allerede i år set to eksempler på brugen af gastypen. Jeg vil forklare hvad nervegas er, og hvorfor det skal fordømmes.

Jeg arbejder ved forsvaret og har fået uddannelse i forsvaret mod bl.a. nervegasser. Med den uddannelse har jeg erfaret hvor grusomt et våben det er – og hvilken virkning det har.
Kemiske kampstoffer kan helt simpelt deles i to kategorier: dødbringende og inaktiverende. Det er altså ikke alle kemiske kampstoffer, der er lavet til at slå ihjel. Nogle bruges til at bedøve eller forvirre ofrene med. Nervegasser er dødbringende kampstoffer.

Hvor farlig er nervegas så?

Nervegasser er vel nok de mest dødbringende gasser af alle. Senest er brugt VX-gas til at likvidere nordkoreaneren Kim Jong-nam og saringas til at angribe den syriske på Khan Sheikhoun. Det har kostet mange menneskeliv.
Det er to angreb, der tydeligt viser hvor farlige disse nervegasser er, og i sær det sidste angreb illustrerer hvor effektivt det er som masseødelæggelsesvåben.

VX- og saringas er to forskellige slags nervegasser, men overordnet er deres funktion den samme på kroppen. Gassen reagerer med vores nerveender, der så modvirker at vores muskulatur kan slappe af – ikke ulig krampe. Problemet med denne krampe er, at den rammer vores vejrtrækningssystem, hvorfor vi ikke kan trække vejret, og til sidst dør af kvælning. Det gør ondt at have krampe i benet – det kan jeg kun forestille mig, det også gør at have i lungerne.

Den dødbringende dosis af nervegasser er ekstremt lille. Anbringes VX-gas eller saringas på huden af et menneske tales der om hvor få gram der skal til at slå mennesket ihjel. Saringas kan være dødeligt hvis 1 til 10 milliliter kommer på huden.

De hårde fakta om den grufulde død og de små mængder fik os til at lave en nultolerance over for bl.a. kemiske kampstoffer.

Krigens love om kemiske kampstoffer

Den 17. juni 1925 var Danmark med til at underskrive en Geneveprotokol mod brugen af kemiske og biologiske kampstoffer. En sådan protokol blev underskrevet som tillæg til Genevekonventionerne, der har sine rødder tilbage til 1864. Det er regler, der skal humanisere krig med visse rettigheder til de mænd der stiller op. Reglerne afspejler idéen om at to lande ligger i krig mod hinanden, det er ikke individerne man skal slå ihjel, det er fjenden man holder stangen.
Krigens love giver derfor soldater ret til mange ting. De skal tages til fange hvis de overgiver sig, i fangenskab skal de behandles humant og har ret til mad. Soldater har ret til sygebehandling. Desuden indføres det, at man skal tage hensyn til hvad der er militære mål, og hvad der er civile områder. På den måde kan man ikke bare tæppebombe hele byer, men skal forsøge at ramme militære installationer og lignende.

Det er så her reglerne om kemiske kampstoffer kommer ind i billedet.
I august 1914 skød franske styrker tåregas mod tyske styrker under 1. Verdenskrig. Det lyder uskyldigt, men udviklingen af kemiske kampstoffer stoppede ikke der.
D. 22. april 1915 brugte tyskerne for første gang et dødbringende kampstof: klor. Ved at lade enorme tanke med klor sive mens vinden var rigtig, blev den franske forsvarslinje ramt af klorgas. Klorgas angriber lungevævet og gør, at ilt ikke kan komme ind i blodet. Angrebet virkede fænomenalt, da franskmændene endnu ikke have gasmasker som standardudrustning.
I 1917 begyndte man på begge sider af 1. Verdenskrig af bruge sennepsgas – endnu en dødbringende gas. Dødeligheden ved brug af denne gas var lav, men 70% af de ramte skulle på hospitalet for at have behandlet blister, der kommer af kontakt med gassen.

Det er på disse erfaringer, at 16 lande skrev under på førnævnte protokol.

Hvad er vores forsvar mod gas

Det første forsvar mod disse kemiske kampstoffer er, at det er svært tilgængeligt. Man kan ikke blande sådanne kemikalier med det man lige har i køkkenskabet. Det er vigtigt at huske, for ellers kan man blive paranoid.

Derudover er kemiske kampstoffer svære sprede. Det er ikke let at have med sådan noget at gøre. For det første fordi det er ekstremt giftigt, for det andet fordi man ikke kan styre det. Det er ikke som et gevær, hvor man med et sigtemiddel næsten med millimeterpræcision kan bestemme hvad man vil ramme. Med gas spiller vind og vejr meget ind.

De kemiske kampstoffer ses derfor oftest brugt hvor der er mange ressourcer – i krig. Der er midler og måske vilje til at udvikle og sprede disse masseødelæggelsesvåben. Senest så vi det i Syrien. Hvis ikke ovenstående var nok til at overbevise dig om, at brugen af kemiske kampstoffer selvfølgelig skal fordømmes, så ved jeg ikke hvad der kan.

Det er et forsvar mod fremtidig brug at fordømme angreb. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis USA har fundet kilden til det kemiske angreb i tirsdags, så har de også gjort det helt rigtige i nat – de har fordømt angreb som disse. Tak.