Et forsvar, der kan forsvare

Danmark har nedprioriteret forsvaret for længe - det skal der gøres noget ved.

Der skal ikke herske tvivl om, at Danmark – sammen med NATO – skal kunne hævde vores suverænitet. Vores forsvar skal derfor bestå af arbejdsomme menige, snarrådige befalingsmænd og vidensbegærlige officerer. Vores personel skal være blandt de bedste til at skabe løsninger med begrænsede midler, og de skal brænde for at blive bedre.

Der skal dog ikke kun være kvalitet i det danske forsvar. Vi bliver nød til at have kvantiteten med. Danmark er et lille land, og vi har ikke råd til det hele – men vi skal have et større og stærkere forsvar. Det får vi ikke kun med flere hoveder, men med flere hænder.

Det koster penge, at have et forsvar, der kan sikre os udefra. Det koster penge, at indgå alliancer i NATO. Vi skal som minimum holde hvad vi lover, og betale to procent af vores BNP til forsvaret.

Sidst, men ikke mindst skal vi anerkende, de som træder til når det gælder. Danske soldater er internationalt kendt for at levere et solidt stykke arbejde. Den ros skal de også mærke fra os i Danmark!
Vi må heller aldrig tabe dem på gulvet, der tog en tørn for holdet. Hvis en soldat ikke kommer hjem fra international tjeneste som han/hun tog afsted, så er det vores pligt at hjælpe. Hvad end det er fysiske eller psykiske skader, så skylder vi soldaten at bistå vedkommende til han/hun er klar til at tage kampen op igen – i forsvaret eller i det civile.

Læs mine specifikke indspark til debatten om forsvaret ved at klikke her.