Mere simpel personskat

Det skal være muligt at udregne sin personskat, også på bagsiden af et postkort.

I dag er det næsten umuligt at udregne sin personskat. Grundet uendelig mange fradrag og afgifter/bidrag er det en jungle at finde rundt i hvilke man er berettiget til.

Jeg har gjort hvad jeg kan for at sætte mig ind i de mest simple regler. Men når jeg prøver at forklare det til kollegaer og venner, taber jeg dem efter forskellen på forskudsopgørelse og årsopgørelse.

Mange bliver overraskede når man regner ud, at de betaler 25-40% i skat, for de var overbevist om, at man betalte omkring 50% i Danmark. Det kommer sig af, at de ikke kan gennemskue skattesystemet, og i øvrigt ikke forstå deres skatteopgørelse. De forstår kun sætningerne: “Du skal have penge tilbage” eller “Restskat…”.

Det, der forvirrer i stor grad er løsninger som Arbejdsmarkedsbidrag og Beskæftigelsesfradrag. De er direkte modsatrettede, og selvom man på et tidspunkt løber tør for Beskæftigelsesfradrag, så er det med til at gøre vores skattesystem unødvendigt forvirrende.

Ud over, at jeg går ind for, at vores personskat skal være lavere, så skal den altså også være mere simpel. Det er ikke nok at hæve personfradraget til det dobbelte eller fjerne topskatten. Der skal gøres noget ved junglen af muligheder. Muligheder, der også kan bruges til at fuske med skattebilletten.

For at beregne hvor mange procent du betaler i skat, læs dette opslag jeg har lavet.

Læs mere om mine skatteindlæg her.